Indretning af smykkebutik i Vestergade 24, Århus C

Posted by on sep 2, 2012
Indretning af smykkebutik i Vestergade 24, Århus C

I oktober 2011 åbnede de to smykkedesignere Trine Wilkens og Kim Vestergaard dørene op for deres “nye” butik, som jeg har hjulpet dem med at indrette. I butikken findes endvidere butikskonceptet ArtOggle (en slags in-store pop-up-shop), hvis grafiske profil og indretning jeg også har lavet. Butikken 24M er indrettet med 60’er møbler – kommoder, sengeborde, spejle, stumtjenere osv., der er ophængt på væggene og bruges til udstilling og opbevaring af smykker og andre designvarer. Alt er malet hvidt, således de udstillede varer er i centrum. På den ene væg hænger dog nyere, aflåste montrer, der er ophængt som noder til melodien “diamonds are a girls best friend”. Ophængningen af møblerne har flere funktioner. Gulvet holdes frit, således gulvet visuelt (og dermed butikken) synes større. Møblerne kommer op i en højde, der passer til beskuerens synsfelt. Slutteligt selvfølgelig idéen om at hænge en 60’er stue op som et billede af en tid med godt og enkelt design – men nu malet over af de nye beboere og indtaget som en del af historien, men nu som bund for noget helt andet og nyt.

I vinduet er der udstilling i gennemsigtige akrylkasser, således vinduespladsen udnyttes optimalt i den højde, forbipasserende kigger, men samtidig for at sikre, at man også kan kigge helt ind i butikken og at lyset trænger langt ind i det aflange rum. I vindueskarmen er endvidere indrettet en “frier-plads”, med både afmærkning til knæet samt vejledning til, hvordan man gør!

Lampen i midten af rummet er specialdesignet udfra møblet, den hænger over – ligeledes af gamle “nylon-strømpe-skærme”, der er malet hvide og blandet med helt moderne lyspærer. Møblet i midten er med til at lede kunderne rundt langs alle vægge, når de kommer ind i butikken.

De stiplede linier i gulvet fører hen til “shop-i-shoppen” ArtOggle, der på et afgrænset område udstiller unikke designs fra ind og udland.

%d bloggers like this: